Det var e-mailen der gjorde det!

Et blues-essay om sociale medier

"De sociale medier gør os ensomme og asociale". Sådanne uskønne beskyldninger har hårdnakkede it-analfabeter slynget omkring sig lige siden Facebooks fødsel, og det er kun blevet værre i takt med stigningen i antallet af duckfaces og likes på Insta.

Men det var e-mailen der startede. Helt uskyldigt. "Nøj, man kan sende et elektronisk brev!" Se nu bare hvor det har ført os hen - til en verden uden postbude! For nogen er det lig med tabet af daglig kontakt med andre mennesker. Og postkortet man møjsommeligt har sendt fra sin ferie på Filippinerne, når aldrig frem til bedstemors dunkle dagligstue.

Men det bliver værre. E-mailen er blevet den ultimativt rungende tomhed. På facebook er der i det mindste et ekkorum - men ikke på mailen. En e-mail sendt er en e-mail sendt ud i intetheden. Selv en flaskepost desperat kastet fra en øde ø i Stillehavet har større chance for at blive læst, endsige besvaret.

Men det bliver værre. E-mail er ikke bare et ubesvaret nødråb. Det er også den evigt dårlige samvittighed. Selv med al tid i verden ville man aldrig have en chance for at tygge sig igennem hele sin indbakke. Nogensinde. Og det efterlader jo én med uendelig utilstrækkelighed og uduelighed oven i al ensomheden.

Men det bliver værre. E-mails er også den slettede hukommelse. Man ved man har fået en e-mail om det - og den burde ligge et eller andet sted, men den kan selvfølgelig ikke med vold eller magt søges frem. Gemt, glemt, for evigt forsvundet i skyen. Så når du sidder der alene, ensom og fortabt og poster, så vid at det var e-mailen der gjorde det

- @f med dig.