Ronjas juleeventyr

Fra lektor Linda Lillelund Rom til htx-eleverne, julen 2017

Ronja var ikke som de andre rensdyr. Når pigerne samledes i skoven for at frisere hinandens pels og pudre deres røde næser, gik Ronja som regel rundt for sig selv og betragtede skovens små vidundere. Dråberne der dryppede fra istapperne i foråret, grenene der vajede i vinden og knækkede i stormen, den bløde muld der gav efter for hendes små, stærke klove. Hun undrede sig over hvordan det hele dog kunne hænge sammen. Eller også spillede hun koglespil. Det der med at gnide sig ind i mos og drikke af det forbudte vandhul, det sagde hende ikke rigtig noget.

Denne aften skulle der være fest blandt de unge rensdyr, og alle næserne skinnede om kap med stråleglansen i de unge rensdyrs øjne.

- ”Skal du ikke med, Ronja?” Du behøver jo ikke drikke af vandhullet, og måske kommer Rudolf”!

Rudolf. Ronja troede ikke på Rudolf. Ingen havde nogensinde mødt ham – alligevel holdt de gang på gang fest for at fejre ham og hans fantastiske arbejde for julemanden. Hvor tåbeligt.

- ”Nej, jeg tror bare jeg bliver hjemme og spiller lidt kogler i aften”, svarede hun, og de andre rensdyr skrydede af livlig latter og vuggede væk på fjedrende ben. Ronja betragtede de ben lidt indtil de var ude af syne. Det var da sjovt som de ligesom bevægede sig lettere når de skulle til fest, end når de skulle i skole.

Ronja havde valgt en anden skole efter rensdyrenes grunduddannelse end de fleste andre. Nu kunne hun rigtig fordybe sig i naturens mindste detaljer, og når hun ikke lige spillede koglespil, lavede hun lektier eller gruppearbejde sammen med Rolf og Roar, hendes bedste venner. Nu var Rolf og Roar også på vej til rudolffesten sammen med de andre. Men det bekymrede ikke Ronja. Hun var nået til en meget spændende og udfordrende bane i koglespillet, og intet kunne forstyrre hendes dybe koncentration om at nå til næste level. Troede hun.

Pludselig som en åbenbaring i den sorte skov bredte der sig et skær af den fineste røde glød over koglebanen. Ronja kiggede op, og dér stod i egen person selveste Rudolf foran hende, vældig i skikkelse og lysende varm i gløden fra det røde lys i hans næse. ”Ronja”, sagde han med den myndigste stemme i skoven. ”Hvorfor er du ikke til rudolffejring med de andre rensdyr?” Ronja kunne først ikke få et ord frem. Hun var lamslået. Men da den første forskrækkelse havde lagt sig, mærkede hun at hun ikke var bange.

- ”Rudolf! Jeg troede ikke du fandtes! Du har været så fjern, og jeg har været så optaget af naturens små mirakler - og selvfølgelig mit koglespil. Det er slet ikke noget for mig at pynte mig med mos og drikke af det forbudte vandhul”.

- ”Det har jeg bemærket.” Svarede Rudolf. ”Kom, så skal jeg vise dig noget!”

Rudolf fnyste, og ud af hans røde næse perlede en sky af rødt glimmerstøv der lagde sig ud over Ronja og dækkede hende fra øre til klov. ”Adr” nåede hun lige at tænke, men så mærkede hun at hun blev lettere. Lettere end de unge rensdyr på vej til fest. Let som en fugl! Hun satte af i et kæmpe kraftspring, og sekunder efter fløj hun og Rudolf sammen højt over skovens træer. Dernede så hun hvor de unge rensdyr festede. Kiggede de op nu, ville de se Rudolf i egen høje person svæve hen over nattehimlen i et lysende rødt skær – og hende, rensdyret Ronja ved hans side! Men de kiggede ikke op, og Ronja kunne ikke tænke mere på det, så fabelagtigt det var at flyve her sammen med Rudolf som hun ikke engang havde turdet tro på!

- ”Hvor skal vi hen? Til Julemandens værksted?”

- ”Ha! Julemanden, han findes ikke!”

- ”Hvad? Men er du ikke julemandens rensdyr, ham der trækker kanen med alle gaverne til børnene?

- ”Nej – eller jo, jeg er Rudolf, dén Rudolf, og julemanden findes på en måde. Ser du, menneskene er lidt dumme, de skændes og slås hele året rundt, men til jul, bare denne ene gang om året, holder de fred. Det synes jeg de fortjener. Det er jo så mørkt og koldt i december. Hvis de også skulle skændes, ville det blive alt for trist, selv for et rensdyr, men især for menneskene, de stakkels skrøbelige væsener. Derfor opfandt jeg julen! Så pynter de deres huse og samler familien og holder julefred. Men menneskene ville ikke tro på et rensdyr. Derfor lader jeg dem tro på julemanden. Kan du huske hvordan jeg blæste flyvestøv ud over dig?” (Jo tak, det kunne hun godt!) Og Rudolf fortsatte: ”Jeg har mange forskellige fantastiske eliksirer i mit laboratorium. Bare vent og se!”

Ronja kunne ikke tro det. Så julemandens værksted var i virkeligheden Rudolfs værksted! Vidste de andre rensdyr det? De havde godt nok snakket om det, men de sagde jo så meget, og Ronja havde altid holdt sig uden for de tåbelige diskussioner om Rudolf. – Det måtte hun med skam indrømme over for sig selv. Men hvorfor kom Rudolf så netop til hende midt i et koglespil? Da hun kom til at tænke på koglespillet, var det som om hun blev endnu lettere, og hendes hjerte gallopperede om kap med hendes bevingede bevægelser i den kolde natteluft.

Så kunne hun pludselig se det; dernede i det hvide landskab under hende lå det: ”Julemandens” værksted, præcis som hun havde forestillet sig hvis man da skulle tro på alle historierne. Eller nej, der var faktisk ingen nisser! Kun en masse kåde rensdyr der dansede omkring i glade spjæt på markerne omkring værkstedet.

Da Rudolf havde vist hende rundt i laboratoriet, var hun helt rundtosset af beruselse. Altså ikke den slags beruselse man får i det forbudte vandhul, men den slags man oplever når man pludselig forstår hvordan verden hænger sammen og finder ens egen plads i det store puslespil. Laboratoriet var fuldstændig fantastisk og fyldt med de vildeste væsker i verden. Der var væsker til gråd og væsker til latter. Der var væsker til sorg og selvfølgelig de store røde flasker med boblende kærlighedseliksir.

- ”Til jul blander jeg lidt af den hvide fredseliksir i sneen som jeg lader dale ned over menneskene i december, og så lader jeg dem tro det er julemanden der kommer med alle gaverne. I virkeligheden køber menneskene dem selv. Snedigt, ikke? Det forbudte vandhul hjemme i skoven har jeg også pillet lidt ved.” Rudolf smilede lidt forlegent. ”Men jeg har brug for hjælp, Ronja, for menneskene bliver sværere og sværere at holde i julehumør, og jeg tror du er den helt rigtige til opgaven.”

Ronja var igen målløs. Hun boblede af jubel indvendig som et banebrydende eksperiment i et reagensglas.

”Jo – ok – selvfølgelig”, fremstammede hun lykkeligt til sidst. ”Men der bliver også tid til koglespil, ikke?”